CLAUS EJNER / LINIALER

1. feb – 30. april

Claus Ejner: ”Hvad vil jeg sige med dette værk? I dag tager man fornuft for givet. Der er ingen, der stiller spørgsmål ved fornuft. Det, der er fornuftigt, er fornuftigt. Det er indiskutabelt. Men er det virkeligt fornuftigt at fx en centimeter er lig en centimeter: at en centimeter er en defineret størrelse og ikke relativ størrelse? Hvis - hvorfor? Hvis ikke - hvorfor? Det er denne problematik, jeg ønsker at lægge op til diskussion om”.

 

GRAFISK VÆRKSTED VEJLE / TO GO

2. maj – 13. aug. / Fernisering d. 2. maj kl. 11:00

20 medlemmer af Grafisk Værksted Vejle præsenterer udstillingen ”To Go”, der tager afsæt i Kunsthallens fysiske placering ved banegården og som gennemgangsted for tusindvis af mennesker. Bevægelser, møder, afsked, spor, pauser, mennesker, tid, historier… Trykt og tegnet. (Grafik: Peter Wade)

 

BARNETS STEMME / BARNDOMMENS RUM

14. aug. - 6. nov. / Fernisering d. 14. aug. kl. 11:00

”BARNDOMMENS RUM” skabes af grafiker og billedkunstner Helle Koch i samarbejde med socialfaglig konsulent og forfatter Sanne Juhler Hansen. Udstillingen tager afsat i  projektet "Barnets Stemme", der med kunst, forskning og sociale aktiviteter sætter fokus på udsatte børns vilkår i Danmark.

Udstillingen består af Helles 10 kunstinstallationer og Sannes 10 ordbilleder. Helle og Sanne vil med hver deres faglighed, erfaringer og følelser skabe en udstilling, hvor hvert værk taler for sig selv, taler med hinanden og taler med beskueren.  I forbindelse med åbningen arrangeres der en kunstevent på Banegårdspladsen, hvor forbipasserende bliver involveret og som afslutning på udstillingen arrangeres der en aften-kunstevent i oktober måned.

SIIKU

7. nov. - 31. dec. / Fernisering d. 7. nov. kl. 11:00

Det dansk/grønlandske fællesskab mellem Rasmus Nielsen & David H. Péronard
SIIKU er navngivet med inspiration fra det grønlandske ord for is, siku, og grundlagt i 2017 med ønsket om at skabe solidaritet omkring klimakrisen og den voksende ulighed i verden.
I deres kunstneriske praksis blander de organisk materiale, "new nature" (affaldsgenstande, der er endt i naturen) og nye teknologier som fx dynamisk/interaktiv LED-lys og digital projektion.