FERNISERING

Tidligere provst Leif Arffmann holdt åbningstalen ved ferniseringen på udstillingen "Det uendelige landskab" fredag d. 5 september..

Leif Arffmann: "Tak fordi jeg får mulighed at knytte et par ord til denne enestående kunstudstilling, bestående af fire dele. Det bedste ord til at beskrive noget sådant er det tyske udtryk ”Gesamtwerk”.

Ordet ”uendelig” kan som biord sættes foran mange andre ord og dermed både betegne noget positivt og noget negativt. Hun er uendelig langsom til at komme op om morgenen. Dette stykke musik er uendeligt smukt. Men ordet er som tillægsord med til at sige noget om, at tidens dimension ikke er det hele, der er at sige om mit liv fra fødsel til død.

Inger Christensen siger selv noget om det i 1993. Hun siger: Egentlig har vi et meget smidigt forhold til tiden. Vi kan gå ud og ind af den, som det passer os og gøre den kort eller lang efter behag. Vi kan få den til at ryge af sted, så vi bagefter slet ikke ved, hvor tiden er blevet af, eller få den til at slæbe sig af sted, så to sølle timer uvægerligt føles som en evighed. ......Tiden lader os villigt træde udenfor nummer til steder, hvorfra det er muligt at lade som om, vi kan betragte det hele, om ikke helt udefra, så dog fra steder, så foranderligt vandrende i forhold til hinanden, at der opstår et spind af tid, en illusion af overblik over det netværk, vi er indfanget i. Og denne illusion er vores små øjeblikke af ro.”

Spind, netværk, indfanget, vi nærmer os sommerfugle og en en sommerfugledal. Men den uendelige tid og det uendelige landskab har nogle byggeklodser. Simon Grimm udtrykker det sådan her: ”Et øjeblik hvor vi kan snakke om vores vej mod ’det uendelige landskab”. Derfor har han begribeligvis brugt bogstaver, for vi er nødt til at bruge ord, når vi bare et øjeblik vil tale om ”alt stort og skønt herneden”, som Grundtvig ville udtrykke det. Så I kan se, at der er bogstaver, og ser I nærmere efter også sommerfugle i Simons værk.

Vi skal også have øjnene med, når vi skal begribe det uendelige. Pia prøver i sit store og flotte værk at få os til at se ind i det dybe. For dybde er en væsentlig byggeklods, og den skal med, når ”Alt falder i Intet”. Her i dette værk får vi lov til at opleve dybden i det uendelige landskab.

Lene Noer og Helle Koch indfanger en anden del af tidens uendelighed ved at sætte fokus på processen. De kalder det selv ”den ventetid, der findes mellem forventninger og opfyldelse, mellem det, der er, og det, der kan komme.” Processen er, jeg havde nær sagt, ”uendelig” vigtig.

Bevægelsen i forhold til tiden spiller en væsentlig rolle i Jonnas og Bjørns værk. Jonnas sko giver mig fornemmelsen af at vandre ind i fremtiden med små brevskrivende afstikkere til fortiden. Bjørns 10. symfoni har jeg haft fornøjelsen af at høre i sin helhed, og her rives jeg ind i et musikalsk bevægelsesmønster, hvor jeg oplever nye sider af tilværelsen.

Dette værk ”Begyndelsen er ordet/Evo” kan lede hen til Inger Christensens egne overvejelser om ordet. For der skal ord til at beskrive de kunstneriske frembringelser af det uendelige landskab. Her siger hun: ”Det er digterens klassiske situation. Konfrontationen i timevis, måske i dagevis med det hvide papir, og med bevidstheden om, at ”i begyndelsen var ordet”, men hvilket ord – dette ord, som straks vil begynde at forvandle ingenting til alt muligt. For i begyndelsen står der ingenting på det hvide papir. Ikke et ord”.

Kunstværkerne skal som sagt ses som et Gesamtwerk, inspireret af Sommerfugledalen. Her er det værd at huske, at det oldgræske ord for sommerfugl er ”psyche”. Det er bl.a. filosoffen Aristoteles, der bruger ordet, og psyche er både sjæl, livskraft og sommerfugl. Ordet er endda også udtryk for evig kærlighed, hvi vi skal holde os til myten om Amor og Psyche. Men den er alt for lang at gengive her,s å den må I få en anden dag.

I dag betragter jeg værkerne, hvad enten jeg går eller står, så skal jeg have alle sanser med. For at indfange det uendelige, skal jeg også gør mig selv til den modtagende, gør mig selv til objekt, fremfor subjekt. Jeg skal lade mig fortrylle. Eller som Inger selv siger det i den 9. sonet:

”Hvem er det der fortryller dette møde? Er det min hjerne, som er bleg og grå, der selv får lysets farver til at gløde som andet end 'den sommerfugl jeg så. Jeg så Auroras stænk af paprika, dens blege skær af pebergrå savanne, og tidselfuglens træk fra Afrika den lige vej til jordens vinterlande. Jeg så en mânemålers fine rids, de små halvmåneformers sorte rande, der sad på universets vingespids. Og det jeg så var ikke kun forfløjne syner, som en hjerne selv kan blande med strejf af sjælefred og søde løgne.”

Så lad Jer fortrylle!

Hermed er udstillingen åbnet.