Sonet I:

De stiger op planetens sommerfugle

Som farvestøv fra jordens varme krop

Zinnober, okker, guld og fosforgule

En sværm af kemisk grundstof løftet op

I arbejdet med Inger Christensens Sommerfugledalen som udgangspunkt skabes et rum, hvor tid og sansning er i konstant bevægelse.

Udstillingen inviterer publikum til at træde ind i et kalejdoskop af farver og indtryk, hvor hver enkelt del af værket forholder sig til et øjeblik af venten, forandring og potentiale. I lighed med Inger Christensen, der fanger de eksistentielle og subtile overgange i menneskets liv, skaber udstillingen et rum, hvor intet er statisk, og hvor den samme sansning kan forvandles i det næste øjeblik.

Værket bliver således en sanselig manifestation af den ventetid, der findes mellem forventninger og opfyldelse, mellem det, der er, og det, der kan komme. Sommerfuglens flaksende bevægelser bliver et symbol på denne tilstand – en konstant bevægelse i retning af noget nyt, et moment af forvandling, hvor alt er i spil, men endnu ikke afsluttet.

I Sommerfugledalen beskriver Inger Christensen livet som en dans mellem væren og fravær, en proces, der ikke nødvendigvis har et klart mål, men som i sig selv er skønheden.

Rummet vi har valgt til at vise ”De stiger op, planetens sommerfugle” i, er den fine lille park foran Johanneskirken, hvor Inger Christesen havde sin daglige skolegang under 2. verdenskrig, eftersom tyskerne havde annekteret Nybroskolen. Værket er en installation bestående af 3 dele:

Del 1: På træet i midten af bænken hænges mange hundrede genstande, der illuderer sommerfuglepupper, op i fiskesnører, som er næsten usynlig. De er alle malet i den samme intens citrongule farve. Det tætteste vi kan komme på farven fosforgul. De hænger som en tæt sky af muntert gule, snurrende væsner, som man kan sidde på bænken rundt om træet og forundres over. Pupperne laves i selvhærdende papir ler ved at knuge et stykke ler i hånden. Børn og unge fra skoler og børnehaver inddrages i denne proces.

Del 2: I en opadstigende figur hænges gyldne, cirkulære objekter op i træerne der flankerer mindestenen, hvor de svæver og hvirvler rundt og fanger lyset.

Del 3: På plænen mellem træet med pupperne og træerne ´placeres teksten ” De stiger op” ved at ved hjælp af plexiglasplader med udstansede bogstaver som græsset vokser op igennem.

Ved udstillingen kan beskueren sætte sig på bænken, som en inviteret deltager i dette rum af venten og refleksion. Her er der et roligt øjeblik til at sanse og reflektere – et øjeblik, hvor tidens fremdrift næsten stopper, og man kan være til stede i nuet.