”Begyndelsen er ordet/ Evo”

Jonna Pedersen bidrager med værket Begyndelsen er ordet og Bjørn Eriksen med værket Evo. Begge værker tager udgangspunkt i evolution og udvikling.

Begyndelsen er ordet
Titlen refererer både til biblens tekst, og at begyndelsen for forfatteren Inger Christensen er ordet. Sommerfugle indgår i forskellige størrelser, som om de er set tæt på og på afstand, mens de hvirvler op og rundt, som Inger Christensen beskriver i sit digt. Nogle ligner rigtige sommerfugle: Aftenpåfugl der kigger ud på beskueren, frostmåler, og almindelig blåfugl. Andre har kunstneren skabt, én stor og to mindre. Én stor flyvende sommerfugl sammensat af forskellige motiver, et par røde barnesko, et frankeret og poststemplet brev, det periodiske system uden atomnumre og et harlekinmønster. I sin praksis bruger Pedersen sko som symboler på eksistens, og at stå ved den man er, deraf barneskoene. Inger Christensen har med sin kunst i høj grad bidraget til vores fælles liv og eksistens, og stod ved den, hun var. Sko kan også føre én videre og ud i verden, ligesom forfatterens kunst og rejser ud i verden.

Sommerfugledalen udtrykker erindringer, og brevet er en reference til vores erindringer, en opfordring til at komme hinanden ved, og naturligvis til Inger Christensens digt Brev i april. Frimærket er skabt over digtsamlingen Alfabet, poststemplet 16.04.81. refererer til forfatterens fødselsdag, ”brev i april”, udgivelsesår for Alfabet.
Inger Christensens ordvalg ”farvens periodiske system” har Pedersen kopieret billedligt for samtidig at henvise til forfatterens hyppige brug af systemer. Harlekinmønstret er også en billedlig oversættelse af harlekinsommerfugl og samtidigt et ofte anvendt mønster i Pedersens værker.

De to mindre sommerfugle skabt af kunstneren er Regnbue sommerfuglen, som Inger Christensen kalder ”jordens sommerfugl”, og Vejle sommerfuglen, med bynavnet skrevet i runer.
Der er klart glas omkring motivet, så man kan se muren igennem glasset for at illudere at sommerfuglene flyver.

Evo
Titlen er en forkortelse for evolution, en omskrivning af Eva, biblens første kvinde, og værket er en musikalsk beretning om skabelsen af verden. Uden verden, ingen Inger Christensen.
Værket består dels af Bjørn Eriksens 10. symfoni EVOLUTION plus Evo - efterspil og instrumentet Evo.

Symfonien EVOLUTION er på syv korte satser, inspireret af skabelsesberetningen og evolution. Eriksen har brugt de syv dage som sit system for symfonien sammen med varierede gentagelser – et greb Inger Christensen brugte i sit forfatterskab. Instrumentet Evo er udformet med tanke på en sommerfugl, men kan også ses som den mandlige og kvindelige torso (Adam og Eva).

Sommerfugle er et udtryk for forvandling – som skabelsen og evolutionen. Symfonien har korte satser – sommerfuglens liv er kort, ren skønhed i verden i et kort øjeblik. I skabelsesberetningen udvikler Adam og Eva sig af nødvendighed på grund af ”syndefaldet”. I menneskelivet har vi en nødvendig forvandling – fra barn til voksen, vi er uskyldige som børn indtil vi bliver bevidste om godt og ondt. EVOLUTION er indspillet af det makedonske FAME*S Symphony Orchestra i 2024. Varighed ca. 20 minutter.

Lyt her til EVOLUTION:
https://youtube.com/playlist?list=OLAK5uy_kIPVoR7AVAXCB-nGvoSIorS-l0BdwnRDE&si=_bkgNHlohjk4yfyc

Evo – efterspil er indspillet på Eriksens selvskabte instrument med samme navn samt samplet med andre instrumenter og vokal. I musikværket indgår sangteksten På min lille jord som skifter fra det ubevidste, fra tanker man ikke forstår, til tanker der fødes, bevidste tanker. De flyver på en vind fra paradis, det oprindelige, fra paradisets have. Varighed 3:58 minutter.

Lyt her til EVO - EFTERSPIL: https://youtu.be/SDReFQO4rDQ?si=0L_Ly-aHIppp4Z6i

Begyndelsen er ordet / 170 x 135 cm, tryk på vejrbestandigt hærdet glas / 2025
Evo / 65 x 25 x 8 cm, vejrbestandigt træ, metal, guitarstrenge, øskner, nøglehuller, UV-lak / 2025